Støt vores sponsorer

Strømfordeler

En strømfordelers opgave er at splitte batteriets +/- ledning op i flere udtag og kan sammenlignes med en almindelig stikdåse.

Den bruges til at uddele strøm fra et samlet sted til hver enkelt motors ESC, samt andre elektriske dele på modellen.

Antallet af udtag afhænger naturligvis af fartøjets størrelse og funktioner, men det kan hurtigt blive til en del. En simpel lille quad bruger 5 udtag (4 motorer + FC), og en stor octo kan bruge over 10 udtag (8 motorer + FC, kamera, gimbal, video-sender, LED, etc.).


Tre måder at fordele strømmen på

1. Den enkleste måde er blot at lodde flere ledninger sammen og isolere dem med krympeflex. Det giver dog bedst mening med et mindre antal ledninger. Kommer man op i 6-8 ledninger er det vanskeligt at få plads til dem alle og skabe en god kontakt i samme lodning. Her kan man istedet gå fra 1 til 3 - og fra de 3 til yderligere 3.

2. Til et større antal udtag er det klogere at bruge en strømfordeler, som er bygget til formålet. Den består af en til to printplader med loddeøer eller stik til udtagene. Det betyder at hver ledning loddes på for sig selv (eller har sit eget stik). Det giver større sikkerhed for at der er god forbindelse til alle ledninger. Til gengæld både vejer og fylder den mere i fartøjet.

3. Endelig har visse modeller, fx. DJI F550 og DJI S900, indbygget strømfordeler i selve center-bundpladen. Der er placeret loddeøer centralt, som ledes ud til andre loddeøer ved hver arm. Det er rigtig smart tænkt, da bundpladen jo er der alligevel. Det sparer plads, vægt og kabel-kaos.


To vigtige ting at huske på

1. Sørg ALTID for at dimensionere ledninger og printkort, så de kan tåle strømmen uden at smelte. Det gælder specielt, hvis man blot lodder flere ledninger sammen. Jo tættere man er på batteriet, desto tykkere skal ledningen være - for her trækkes flest ampere.

2. Sørg ALTID for at lave gode, solide lodninger i strømfordeleren. En dårlig lodning her VIL medføre et styrt!


Log ind for at skrive kommentarer og forslag til denne side.

Kommentarer