Støt vores sponsorer

RC-Radio

RC-Radioen (Radio Controlled Radio) er fjernbetjeningen, som piloten bruger til at styre fartøjet.

Det er samtidig den mest personlige del af alt ens udstyr, da det er gennem den pilotens tanker bliver til handling. Så det er vigtigt, at have et godt kendskab og forhold til sin sender.

RC-udstyr er dog heldigvis et område med ret faste standarder, både hvad angår frekvenser og funktioner, så dele fra flere producenter virker sammen - og man ikke skal lære alt på ny, når der skiftes ud.

Sammen med RC-senderen hører også en eller flere RC-modtagere, som placeres i fartøjet. Modtagere er ganske små og vejer kun få gram. De har en eller to antenner, som blot er en tynd ledning. Antennerne skal placeres så frit, som muligt - gerne ud af helikopterens krop - og hvis der er to antenner skal de pege 90° i forhold til hinanden.


Forkabling

På modtageren er der et antal servo-stik, som forbindes med servo-ledninger til de dele man vil styre. Det gælder først og fremmest Flight Controlleren, men evt. også Kamera gimbal, landingsstel, LED-lys etc.

Forbindelsen mellem modtager og Flight Controller mv. kan enten være analog eller digital, hvis delene er kompatible med dette. Fordelen ved digital er ret tydelig, da een ledning kan overføre 16 kanaler - i modsætning til analog, hvor hver ledning kun overfører een kanal. Der kan altså spares en del ledninger når man tænker på, at Flight Controlleren alene bruger mindst 4 (og ofte 6-8) kanaler.

Et meget udbredt digitalt system er Futaba S-Bus, hvortil der findes en række tilbehør, som hubs, splittere og analog-dekodere. Flight Controllere fra DJI kan både håndtere analog og S-Bus.


Frekvenser og binding

I gamle dage, da mor var dreng, anvendte man 72MHz båndet til rc-udstyr. Dengang satte man et krystal i senderen, som bestemte hvilken frekvens man brugte og en vimpel på den lange antenne med frekvensens nummer, så andre kunne se det. Hvis flere piloter brugte den samme frekvens blev der ballade på flyvepladsen da det medførte, at man kunne styre hinandens modeller. Så man havde gerne 2-3 krystaller og vimpler med i tasken.

Det har heldigvis ændret sig. I dag bruges 2.4GHz båndet til rc-udstyr og de fleste sendere hopper frem og tilbage mellem forskellige frekvenser. Tanken bag frekvens-skiftene er at give en mere modstandsdygtig forbindelse.

For at sikre, at den korrekte sender og modtager 'taler sammen' (og ikke med andre), laver man en såkaldt 'binding'. Det gøres ved at holde en knap inde på modtageren og derefter tænde både sender og modtager. Så låses de til hinanden med en unik id-kode. Det behøves kun gøres een gang, da bindingen huskes selv når udstyret slukkes. På den måde kan flere piloter flyve i nærheden af hinanden uden fare for, at man overtager styringen af hinandens modeller.


Kanaler

På senderen er der to joysticks, samt et antal tryk-, positions- og drejeknapper. Hver af disse kan tildeles en 'kanal', som går igen på modtageren. Fx. styrer de to joysticks; motorkraft, pitch, roll og yaw - altså 4 funktioner. Ved at tildele dem kanalerne 1-4 kommer disse signaler ud af modtagerens stik 1-4.

Der kan være mange andre funktioner man vil styre, fx. Flight Controller mode (Manuel, Atti, GPS, Return To Home), eller Kamera-gimbal op/ned, samt optagelse start/stop - eller landingsstel op/ned - eller LED lys tænd/sluk/styrke. Mulighederne er mange, men fælles er, at hver funktion optager en kanal på sender og modtager.

Næsten alle sendere kan programmeres til, hvilke fysiske knapper der hører til hvilke kanaler, samt en min. og max. værdi for parametrene.

Ved køb af RC-anlæg er det vigtigste spørgsmål ofte: Hvor mange kanaler skal det have..? Det hurtige svar er: Hellere for mange end for få - vel vidende at prisen går kraftigt op på de større systemer, men at man hurtigt kan få brug for dem.


Telemetri

Normalt går signalet kun fra senderen til modtageren, men et retursignal den anden vej kan også være nyttigt. Dette kaldes telemetri og åbner op for, at man kan placere forskellige sensorer på fartøjet til måling af fx. fart, højde eller batteriforbrug. Informationerne sendes tilbage til fjernbetjeningen og vises på displayet, eller læses højt via talesyntese.

Telemetri er en god ting, da live information om kritiske parametre (som batteriniveauet) højner sikkerheden. Det findes til gengæld kun på RC-anlæg i den dyrere prisklasse, fx. Futaba T14SG. Og man kan have adgang til de samme informationer, hvis fartøjet har video-sender og OSD.


Udbredte produkter

- DJI (Simpelt system, baseret på Phantom.)
- FrSKY
- Futaba
- Graupner
- Spectrum



Log ind for at skrive kommentarer og forslag til denne side.

Kommentarer