Støt vores sponsorer

OnScreen Display

En OnScreen Display (OSD) processor lægger informationer om fartøjet og flyvningen oven på et video-signal. Piloten kan dermed se kameraets billede og fartøjets vitale informationer samtidig på en video-skærm.

Informationerne vises i kanten af skærmen for at forstyrre mindst muligt.


Informationer der vises

OSD-processoren er enten forbundet til Flight Controlleren, eller har sine egne sensorer. Ud fra dette viser den en række informationer såsom: Højde, afstand, fart (horisontalt og vertikalt), pitch, roll, næse-retning, hjem-retning, GPS-lås - og måske vigtigst af alt: Spænding på batteriet og ampere-forbrug så man ved, hvornår man skal lande.

Hvis man allerede har kamera og video-sender på sit fartøj er det en stor fordel også at have en OSD. Informationerne gør simpelthen navigationen lettere og sikkerheden højere.


Forkabling

OSD enheden har stik til: Data ind, Video ind og Video ud. Flight Controlleren forbindes til Data ind og video-signalet fra kameraet forbindes til Video ind - og føres fra Video ud til video-senderen.

Der findes også selvstændige OSD enheder med inbyggede sensorer. På dem er det blot video-signalet, som føres igennem enheden. Og endelig har nogle OSD enheder også Audio ud, hvor lydsignalet indeholder GPS-positionen. Dette bruges til ground-station antenne-tracking.

På jorden har piloten en video-modtager, som er forbundet til en LCD-skærm eller briller. Her vises billedet fra kamera og OSD.


Samlede systemer

Det bliver mere og mere populært at bruge tablets og smartphones sammen med multirotorer - og der findes flere færdige løsninger, hvor man både kan styre fartøjet og se video og OSD informationer på sin mobile enhed. Eksempler på dette er DJI Phantom Vision og DJI Inspire 1.


Mere info

Youtube video: FliteTest - EzOSD review.

Youtube video: ThatHPIGuy - DJI iOSD Mini.


Log ind for at skrive kommentarer og forslag til denne side.

Kommentarer