Støt vores sponsorer

Motor

En multirotor drives af flere uafhængige elmotorer af typen 'brushless-outrunner-motor', som er en let, effektiv og holdbar motor, der hurtigt kan ændre hastighed.

'Brushless' betyder, at motoren bruger switched strøm fra en brushless ESC, som hele tiden skifter fase og derved tvinger magneterne rundt. I princippet en jævnstrømsmotor, der virker som en vekselstrømsmotor. 'Outrunner' betyder, at hele yderhuset på motoren drejer rundt istedet for kun akslen.

Motoren har 4 huller i bunden, som skrues fast til armen, og 2-4 huller i toppen, hvor propellen monteres.


Forkabling

Motoren har 3 ledninger, som refererer til faser istedet for +/-. Rækkefølgen ledningerne sættes til ESC'en har derfor kun betydning for om motoren drejer mod venstre eller højre. På en multirotor monteres motorerne, så de drejer skiftevis den ene og den anden vej - rækkefølgen kan ses i Flight Controllerens opsætnings-diagram. Man bruger altid nøjagtig samme motorer hele vejen rundt på en multirotor.


Størrelse

Motorernes opgave er at give kraft til at løfte fartøjet. Det er kampen mellem; Vægt og Løft - eller Tyngdekraft vs. Opdrift. Valget af størrelsen på motorerne, eller rettere deres løfteevne (thrust), afhænger derfor af modellens totalvægt. Du skal altså prøve at regne dig frem til, hvor meget modellen kommer til at veje, inkl. batteri, kamera og alt andet, og ud fra det vælge motor størrelse.

Det er dog slet ikke nok kun at have samme opdrift som modellens vægt. Det vil kun lige kunne holde fartøjet svævende, men ikke have noget overskud til at stige, korrigere, eller lave manøvrer. Normalt vil man faktisk have, at fartøjet svæver (hover) ved 50% motorkraft. Tommelfingerreglen er derfor, at man skal have dobbelt så meget løft som vægt. Og hvis man vil have god manøvredygtighed bør man lægge 20% oveni.

Da en multirotor har flere motorer behøver hver motor kun at tage en del af slæbet. Med fx. 4 motorer skal hver motor kun levere 25% af total-løftet.

Regnestykket bliver således:

Prøv selv regnemaskinen:

Totalvægt:     Antal motorer:     Løft pr. motor = 400g


kV

Selvom elmotorer kører i hele skalaen fra langsomt til hurtigt, så har de et område, hvor de er mest effektive - altså hvor de yder mest i forhold til den strøm de bruger. Samtidig er der variationer i forskellige motorers evne til at sejtrække (torque) - altså hvor gode de er til at køre langsomt og trække meget, eller køre hurtigt og trække lidt. Det er vigtig at tage hensyn til i forhold til den opgave de skal løse.

En motors kV tal indikerer, hvad den er bedst til. Et lavt kV tal (100-700) = lave omdrejninger, stor torque, velegnet til at drive en stor propel med meget løft. Et højt kV tal (1000-1800) = høje omdrejninger, lille torque, velegnet til at drive en lille propel med mindre løft, men til gengæld hurtig respons. Man kan godt sammenligne med en lastvogn (lav kV, stor last) mod en racerbil (høj kV, hurtige manøvrer). Indenfor multirotorer vil sammenligningen bare gælde et stort fartøj med et tungt kamera imod en lille skov-racer.

Forkortelsen kV står for 'Omdrejninger pr. minut pr. volt' - og kunne ligesågodt hedde: RPMV. Tallet udregnes på følgende måde:

Prøv selv regnemaskinen:

RPM:     Batteri:     Motor kV = 1351


Indkøb

HUSK: Størrelsen på motorer, ESC, batteri og propeller hænger nøje sammen. Delene skal altid vælges, så de passer til hinanden. På alle hjemmesider som sælger motorer, findes der info om motorens; vægt, kV tal, og thrust - samt producents anbefaling af batteri- og propel-størrelse. Følg det!


Kvalitet

Kvaliteten på en motor kan ses flere steder. Både på antallet og tætheden af kobbertrådenes viklinger indeni, der har betydning for dens kraft - men også på dens lejer, der er afgørende for, hvor fri den er for rystelser og hvor længe den lever. Specielt ved video-optagelser er det vigtigt med motorer, der har så få rystelser som muligt.


Mere info

Se en Youtube video her, der handler om motor-valg.

Se en Youtube video her, der viser motor-specifikationer.

Læs Wikipedia artikel om brushless motorer.

Rigtige nørder bruger eCalc xcopterCalc til at udregne effektiviteten i motor, batteri og propel.


Log ind for at skrive kommentarer og forslag til denne side.

Kommentarer