Støt vores sponsorer

LED-lys

LED-lys på multirotor helikopterer hører mest til i 'bling' afdelingen. Den eneste saglige grund til at montere lys på fartøjet er for nemmere at kunne se forskel på næse og hale - altså hvilken vej det vender. Men det kan sagtens være grund nok. Det er jo altid vigtigt at 'pimpe' sin model.

Her skal det lige bemærkes, at det er svært at se LED-lys i dagslys - og det er ikke tilladt at flyve med rc-modeller efter solnedgang. Så det er vanskeligt at få det fulde udbytte af sin indsats på dette område.

Husk også, at hvis multirotoreren har kamera til foto/videooptagelse skal man naturligvis undgå at placere lysdioderne, så de skinner ind i linsen.

Lysdioder trækker kun ganske lidt strøm i forhold til motorer etc. Så med mindre man går amok med antallet af dem skal man ikke bekymre sig om, at de tømmer hoved batteriet.


Enkelte lysdioder eller strips

Man kan vælge enkelte, kraftige lysdioder eller de meget populære LED-strips, som er bånd med flere lysdioder i serie.

Enkelte lysdioder kan bygges nydeligt ind som en integreret del af fartøjet, men kræver mere arbejde end strips, da man skal bore små huller til dioderne i centerpladen eller armene og lodde separate ledninger til dem. De kræver, alt efter farve, mellem 2.5V og 3.3V pr. stk., så der skal også regnes lidt på, hvordan man forsyner dem.

LED-strips har en række lysdioder med ca. 1 cm mellem hver. Der er klippemærker for hver 5 cm, så man kan afkorte dem i den ønskede længde - og ved klippemærket er der samtidig to små loddeøer, som ledningen loddes fast til. De har ofte dobbeltklæbende tape på bagsiden, så de kan klistres fast fx. rundt om enden på hver arm. De kræver 9V-12V forsyning. Alt dette gør dem enkle at arbejde med og giver hurtigt et effektivt resultat.


Farver

LED-lys fås i alle mulige farver. Der findes endda RGB udgaver, som flydende kan skifte farve. Hvis ønsket er at lave en flyvende disco-kugle kan man bare tage for sig af retterne. Men hvis formålet er at have lys, der indikerer fartøjets retning bør man følge den gængse standard;
Rød=venstre, Grøn=højre, Hvid=forud, Blå=bagud.


Forkabling

Det anbefales at bruge en 9V-12V BEC mellem hovedbatteri og lys, da denne spænding passer godt til både LED-strips og 3-4 enkelte dioder sat i serie.

Man KAN forbinde lysdioder direkte til hovedbatteriets balancer-stik, hvor der er adgang til 3.8V. Men der er flere grunde til at undlade dette: 1. Man trækker mere strøm fra en celle i batteriet end de andre (lidt teoretisk, da lysdioder har et meget lavt forbrug). 2. Man skal tilslutte og frakoble to stik, hver gang man skifter batteri. 3. Balancer-stikket er ikke længere ledigt til at tilslutte sin LIPO-tester (og det er vigtigt!).

I første eksempel er 3 dioder forbundet i serie. De kan hver kan tåle ca. 3V, hvilket et passer til BEC'ens udgang på 9V. Der er desuden sat 3 dioder mere i parallel med de første dioder, hvilket stadig passer med 9V. Skulle man ende med, at dioderne ikke klare spændingen fra BEC'en kan man tilføje en lille modstand i kredsløbet.

I andet eksempel er 3 LED-strips forbundet i parallel til BEC'en. LED-strips kan klare 9V-12V, hvilket passer direkte til BEC'en. Vær blot opmærksom på, at det kræver lidt snilde, at lodde på de små loddeøer på strippene.


Fjernstyring og controller

Det er som regel meget rart at kunne tænde/slukke lyset på fartøjet. Man kan naturligvis bare montere en mekanisk kontakt foran BEC'en, men det bliver først rigtig sjovt når man kan styre det fra rc-radioen - og det er der flere muligheder for.

RC-controlled on/off switch.
En kontakt med strømstik ind/ud, der indsættes før LED-lyset. Den har desuden en servo-indgang, som forbindes til rc-modtageren. På rc-senderen indstilles den ønskede kanal til en to-positions knap, hvilket gør at man kan tænde/slukke lyset fra senderen.

Brushed ESC.
Minder meget om ovenstående on/off-switch, men er en regulator, så man kan skrue op og ned for lyset lige som en lysdæmper. Den forkables på samme måde som switchen, men på rc-senderen forbindes den til en drejeknap istedet for en to-positions knap. I senderen kan man indstille min. og max. værdi så drejeknappens gang passer til lysets krav. Det er vigtigt at huske på, at denne ESC skal være brushed (dvs. +/- ind OG ud) i modsætning til de almindelige Brushless ESC's man bruger foran motorerne.

LED Controller.
Hvis der skal være discofest, så er en LED Controller sagen. Det er en lille mikroprocessor, som har forskellige programmer til blink, løbelys, farveskift etc. Den monteres ligesom ovenstående løsninger - og på rc-senderen forbindes den til en trykknap. Hver gang knappen trykkes skiftes der til næste program.


Mere info

Søg efter 'Drone LED' hos Google.
Hobbyking rc-controlled on/off switch
Hobbyking Night Flying parts
Hobbyparts Flight LED system




Log ind for at skrive kommentarer og forslag til denne side.

Kommentarer