Støt vores sponsorer

Kamera Gimbal

En kamera-gimbal er et motor-drevet kameraophæng, som automatisk gør det modsatte af helikopterens bevægelser. Hvis fartøjet fx. ruller mod højre hælder gimbal'en mod venstre, så kameraet hele tiden holdes vandret og i balance.

Samtidig kan gimbal'en styres fra rc-radioen, så man manuelt kan bevæge kameraet op/ned og til siderne.

En gimbal er ganske enkelt nødvendig, hvis man vil have bløde, stabiliserede video optagelser - og sammen med den rette dæmpning mellem fartøj og kamera er det et effektivt værktøj i den evige kamp mod rystelser og jello.


Opbygning

En gimbal har sin egen controller, samt en IMU (Inertial Measurement Unit), der monteres i samme plan som kameraet. Med det kan den måle om kameraet er i balance. Visse gimbal controllere har også en indgang til tilsvarende information fra Flight Controlleren, som så tages med i beregningen. Endelig har den indgange til rc-modtageren, så pilot/kameramanden kan styre kameraet.

Gimbal rammen holder kameraet og har 2 eller 3 led, kaldet akser, som bevæges med motorer. Med 2 akser kan man styre Pitch og Roll. Med 3 akser kan man også styre Yaw. At have den 3. akse er en stor fordel - tildels for at kunne svinge kameraet rundt, men mest for at udligne de små dreje-bevægelser fartøjet hele tiden laver, når det manøvrerer.

I gamle dage - altså for få år siden - brugte man servo-motorer til gimbals. Servoerne havde dog svært ved at følge med og lavede ofte et lille ryk, når de startede og stoppede. Det var ikke optimalt. Siden er man gået over til at bruge brushless-motorer, altså samme type der driver propellerne, men dog viklet lidt anderledes. De reagerer super-hurtigt, uden hak, og er en stor forbedring.


Operation

Pitch- og Roll-akserne korrigerer hurtigt og præcist, så de øjeblikkeligt modvirker fartøjets krængninger. Yaw-aksen arbejder lidt anderledes, og man skifter løbende mellem to indstillinger: Follow-mode, hvor kameraet dovent følger fartøjets retning (små retningsændringer udlignes, så kameraet virker stabilt) - Og Lock-mode, hvor kameraet kigger samme vej uanset hvordan fartøjet drejes (bruges også når en kameramand styrer kameraet manuelt).


Køb færdig eller byg selv

Der findes en lang række kamera-gimbals på markedet, både klar-til-brug og samlesæt. Priserne varierer fra fuldstændig forrykt dyrt (fx. FreeFly Movi), over rasende dyrt (fx. DJI Zenmuse), til mere spiselige priser (fx. DYS gimbals). Produkterne er oftest designet og kalibreret til en bestemt kamera-model.

Der kommer også flere og flere flyveklare multirotorer på markedet, hvor gimbal og kamera er integreret (fx. DJI Inspire 1). Der kan ikke ændres meget på disse modeller, men de er til gengæld allerede designet og kalibreret til at virke godt ud af æsken.

Selvbyggere skal bruge en brushless-gimbal-controller. I 2012 lancerede russeren Aleksey Moskalenko en ny type controller, kaldet AlexMos. Den var billig og utrolig effektiv, og er siden blevet licenseret og kopieret ud til mange gimbal-produkter. Et andet produkt i samme klasse er Martinez controlleren. Man skal også bruge 3 brushless-gimbal-motorer og selvfølgelig en ramme.

Controllerens opsætning ordnes via et program på computeren, hvor man bla. indstiller dens P.I.D værdier, som er standarden for kraft, reaktion og forsinkelse. Det kan være ganske vanskeligt at tune den helt ind, og er bestemt ikke for begyndere.


Det lyder så let, men er så svært

For at opnå videooptagelser af høj kvalitet kræves et perfekt samspil mellem en række komponenter. Først og fremmest skal piloten styre både fartøj og kamera blødt og roligt. På multirotoren skal: Ramme, propeller og motorer have et minimum af rystelser - Ophænget til kamera-delen have den rette blødhed - Kameraet være indstillet korrekt - Og måske vigtigst: En velfungerende kamera-gimbal, så kameraet holdes i ro mens fartøjer vipper, bukker og drejer.

Først når alt dette er på plads kan man gøre sig håb om at optage video i en kvalitet, der er værd at vise, og måske sælge, til andre.


Ned på jorden

Fordelene ved et stabiliseret kamera gælder ikke kun i luften, men også for optagelser på landjorden. Det vælter frem med håndholdte kamera-holdere, der bruger nøjagtig samme brushless-gimbal teknologi og findes til forskellige kameratyper. Til DJI Inspire 1 kan man endda flytte kamera- og gimbal-enheden over på et ergonomisk håndtag, som bruges ved optagelser på jorden.


Youtube test videos

DJI Zenmuse GoPro
DJI Zenmuse GoPro H3-3D vs H3-2D
DJI Zenmuse BMPCC
DJI Zenmuse Canon 5d
DJI Zenmuse Canon 5d i luften
DJI Zenmuse Lumix GH2
DJI Inspire1 review
DJI Inspire1 håndtag til brug på jorden
DJI Ronin til brug på jorden
FreeFly Movi/Canon EOS 1d
RCTimer+AlexMos



Log ind for at skrive kommentarer og forslag til denne side.

Kommentarer