Flyvetid

Multirotorer bruger el-motorer, som drives af et LIPO batteri. Det er derfor naturligvis batteriets kapacitet, som afgør, hvor lang flyvetid man har. Sådan da.. For der spiller også andre faktorer ind. Mest af alt, hvor effektiv modellen er - altså hvor godt delene (propeller, motorer, totalvægt) passer sammen. Og det er en større videnskab at regne ud. Dernæst, hvordan man flyver. En tur med gaspedalen i bund varer kortere end en tur, hvor man bare hænger dovent i en fast position.

Typiske flyvetider er mellem 8-25 minutter på et batteri. Og oftest mellem 10-15 minutter. Den ret upræcise angivelse beror på forskellige modellers størrelse, effektivitet, last og tusind andre ting - og er derfor svært at komme nærmere.

Hvis man blot tilføjer et ekstra batteri i parallel får man godt nok dobbelt kapacitet. Men samtidig gør man modellen tungere og mindre effektiv - og overskrider måske endda dens løfte- og manøvreevne. Som regel vil et ekstra batteri med 100% mere kapacitet kun give 60% længere flyvetid. Og det er ikke en god handel.

Det klogeste man kan gøre er, at gøre sin model så effektiv som muligt - og så have en bunke ekstra batterier med i tasken, som man kan skifte med. Det er slet ikke ualmindeligt, at have 4-8 batterier med på turen.


Log ind for at skrive kommentarer og forslag til denne side.

Kommentarer