Støt vores sponsorer

Center of Gravity

Når man bygger en multirotor skal man sørge for, at den er i balance. Alle multirotorer har et balancepunkt, kaldet Center of Gravity (CG), som befinder sig midt mellem alle motorer. Vægten af de forskellige komponenter skal fordeles, så modellen er i balance omkring CG. Det gælder specielt batteriet, da det er en af de tungeste dele. Når modellen er i balance vil alle motorer arbejde lige meget for at løfte modellen, hvilket giver størst stabilitet og de bedste manøvreevner.

Flight Controlleren skal også monteres så tæt på CG som muligt. Udregningerne fra dens indbyggede sensorer (gyro og barometer) går ud fra CG punktet.

Første billede viser en quad-copter med batteriet monteret lige under midten af center-pladen. Modellen er i balance omkring CG og alle motorer skal bruge samme kraft for at holde stille i luften.

På andet billede er der monteret et kamera foran. Modellen bliver næse-tung og de forreste motorer skal bruge mere kraft end de bagerste for at holde stille i luften. Ubalancen gør den ustabil og giver dårligere manøvreevner.

På tredje billede er batteriet rykket lidt tilbage - lige præcis nok til at udligne vægten fra kameraet. Modellen er igen i balance omkring CG og alle motorer bruger igen samme kraft for at holde stille i luften.

Det er ikke svært at teste CG balancen på en quad, hexa eller octo. Man løfter ganske enkelt modellen med to fingre i armene, som er overfor hinanden. Hvis den er i balance bør den (næsten) ikke vippe til siden. Det samme gør man for de andre arme-par.

På en ramme med tre arme, eller asymetriske arme, er det lidt anderledes. Her bør CG punktet være markeret på rammen fra fabrikken - eller vises i manualen, der fulgte med modellen - og så løfter man den med to fingre omkring dette mærke.


Log ind for at skrive kommentarer og forslag til denne side.

Kommentarer